torsdag den 11. oktober 2012

Hej. Kom med et PIP!

Hvordan går det med at få læst i din roman?
Nu kommer efterårsferien, heldigvis, så der er der chance for, at du kan få lidt mere ro til at læse;)

Jeg vil opfordre dig til at skrive lidt, men tit, om hvordan det går og hvad du lægger mærke til, mens du læser.
Hellere 3-4 linjer, end ingenting.

torsdag den 4. oktober 2012

Skriv om jeres første indtryk af romanen, I læser

Vælg en eller flere af disse begyndelser og fortsæt selv

  1. Da jeg læste, begyndte jeg at tænke på...
  2. Jeg genkender...
  3. Jeg kan godt lide...
  4. Jeg kan ikke lide...
  5. Jeg forstår ikke...
  6. Jeg tror ikke...
  7. Jeg undrer mig over...
  8. Jeg lagde mærke til...
  9. Jeg var overrasket over...
  10. Jeg tror...
  11. Jeg synes ikke...
  12. Hvis jeg var...
  13. Jeg er ikke sikker på...
  14. Jeg har spørgsmål til...
  15. Jeg blev vred over...
  16. Jeg blev glad for...
  17. Jeg lærte at ...
  18. Jeg blev irriteret over...
  19. Jeg blev lettet over...
  20. Jeg fæstnede mig specielt ved...
  21. Jeg forventer at...
  22. Jeg håber at ...
  23. Jeg håber ikke at...
  24. Jeg glæder mig til...
  25. Jeg ser frem til...
  26. Jeg er nysgerrig efter at læse om...

Hvorfor skal vi læse romaner, fru lærer?

Kvinden i vinduet

"Hvis man køber en billet og rejser til et andet land, vil man sandsynligvis besøge monumenterne, paladserne og pladserne, museerne, landskaberne og de historiske steder.

Hvis man er heldig, får man måske lejlighed til at tale med lokalbefolkningen. Så rejser man hjem igen med en masse fotografier og postkort i bagagen.

Men hvis man læser en roman, får man faktisk en billet til et andet land og et andet folks inderste kerne. Når man læser en udenlandsk roman, er det en invitation til at besøge andre menneskers hjem og et andet lands private gemakker.

Hvis man blot er turist, står man måske på gaden og kigger op på et gammelt hus i den gamle del af byen og ser en kvinde, der stirrer ud ad vinduet. Så går man videre.
Men hvis man er læser, kan man også se den kvinde stirre ud af vinduet, men man er der sammen med hende i hendes stue, inde i hendes hoved.

Når man læser en udenlandsk roman, bliver man inviteret helt ind i andre menneskers stuer, deres børneværelser og studerekamre, deres soveværelser. Man bliver inviteret ind i deres hemmelige sorg, deres glæde, deres drømme.

At sætte sig i andres sted

Det er derfor, jeg mener, litteratur er en bro mellem folkeslag. Jeg mener, nysgerrighed kan være en moralsk egenskab. Jeg mener, evnen til at sætte sig i andres sted kan være et middel mod fanatisme.
At sætte sig i andres sted vil ikke blot gøre én til en bedre forretningsmand eller en bedre elsker, men også et bedre menneske" (…)
(Uddrag af tale af Amos Oz, israelsk forfatter og Nobelprismodtager)

Vil du læse hele talen? Se her

Rigtig god læse-oplevelse!




onsdag den 3. oktober 2012

I gang med værklæsning på dsa d

Hej alle
Skriv et par ord, om hvilken bog du er eller skal i gang med nu.
Du kan fx skrive
- hvilke forventninger du har til historien
- hvorfor du valgte den
- hvordan indledningen (anslaget) er
- hvordan den bliver fortalt
- har du læst eller hørt noget om bogen fra andre (venner, klassekammerater, medier)?

God læselyst!
Mange hilsner Hanne

Her kan du læse lidt om nogle bøger, kursister på et andet hold har læst:  Gode læseoplevelser

Her kan du se, hvilke bøger, der læses på holdet:

Jeg er en hær, af Lars Husum - Anmeldelse
Den tålmodige sten, af Atiq Rahimi - Anmeldelse
Oh Romeo, af Merete Pryds Helle - se mere
(noget) af Tove Ditlevsen - Anmeldelse af Barndommens gade
Ned til hundene, af Helle Helle - Anmeldelse
Den anden hånd, af Chris Cleave - anmeldelse
Den hemmelige datter, af Shilpi Gowda - Omtale + Omtale
Mænd i solen, Link til bib, link til lydbog
Et minuts stilhed, af Siegfried Lenz - Anmeldelse
Drengene fra Skt. Petri, af Bjarne Reuter - anmeldelse
Mus og mænd, af John Steinbeck - anmeldelse 

Jeg kan også anbefale

På broen, af Benny Andersen. Den handler om to 14-årige drenges venskab i Danmark i 1942-44. En lille roman, som ikke er så svær at læse. Læs om Benny Andersen her

Sorg og camping, af Lone Hørslev. En lille fin og ikke så svær roman. Læs et uddrag her

 

torsdag den 27. september 2012

Hvilken novelle kan du bedst lide?


Personlig vurdering
Hvilken af de tre noveller synes du bedst om: Agner af Pia Juul, Hår af Simon Fruelund eller Fallit af Jan sonnergaard?
Ingen af de tre noveller kan man kalde spændingshistorier. Der er ikke meget ydre handling. Det mest dramatiske sker i hovedpersonernes hoveder. Man kan kalde novellerne psykologiske.

Der kan være flere ting i en tekst, der kan interessere læseren. Det kan være selve handlingen, miljøet historien foregår i eller den problemstillling, der tages op. Det kan også være en af personerne eller relationen mellem to personer. Måske er det måden teksten er skrevet på, sproget eller opbygningen. Måske det at novellen ligner virkeligheden, er realistisk.

Genkendte du noget fra dit eget liv, da du læste?
Kunne du identificere dig med nogen af personerne?
Hvad  var mest interessant, spændende eller rørende ?
Hvor i teksterne blev du  mest bevæget? (synonymer: grebet, rørt)





Deadline mandag morgen 9.00 1. oktober 2012



 

mandag den 24. september 2012

Flere opgaver til novellen Fallit

Hvad i teksten UNDRER dig?
Det kan være måden en af personerne opfører sig på, det kan være noget sprogligt, det kan være et spørgsmål, du kunne have lyst til at stille til forfatteren Jan Sonnergaard.

1. Skriv 1-3 spørgsmål til teksten, du kunne tænke dig at diskutere med de andre fra klassen.

2. Jeg vil også bede jer udvælge et sted i teksten, som rører jer mest, et sted som I synes virker stærkest.
Skriv citatet 100 % korrekt af og skriv så, hvorfor det rører dig mest. Eller hvorfor du synes, det er et godt sted i teksten.

3. Læs de andres indlæg og kommentarer og kommentér dem.

4 (NYT): Alle bedes slå ordet medlidenhed op. Det står i teksten på sidste side. Forklar hvad medlidenhed betyder. Kom med gode synonymer. Hvad er det modsatte af at føle medlidenhed, altså et antonym? Bemærk, at ordlisten herunder er med aktive link.

5) (NYT): Er inkassatoren virkelig en venlig person eller er det en rolle? Er der nogen af jer, der har fundet et sted i teksten, hvor jeg-fortælleren (manden, der er gået fallit) ser/gennemskuer, at inkassatoren (embedsmanden) blot er venlig og høflig som en YDRE form, en slags påtaget rolle?

Ordforråd
pantefoged (foged, inkassator)
medlidenhed





tirsdag den 18. september 2012

Opgave til Fallit, novelle af Sonnergaard.

Bog: Stykker af himlen/Novelle: Fallit af Jan Sonnergaard

FØR du læser: Se på side 65. Her er 3 opgaver, man skal tænke over og gerne tale med nogen om:
a) hvor mange steder/systemer bliver vi som borgere registreret med cpr.nr.
b) Tænk på en lille interessant oplevelse, du har haft for nylig med en ven/veninde/familiemedlem. Prøv nu at fortælle oplevelsen for dig selv, mens du omtaler dig selv som nummer 12 og din ven som nummer 43. Hvordan føltes det?
c) Har du nogen sinde skyldt penge væk til nogen? Hvordan føles det?

LÆS: Læs nu novellen Fallit side 66. Men tænk lige over, hvad du associerer med ordet fallit , før du starter. De to ord er linket til en ordbog;)

EFTER læsningen: Hvad handler novellen om? Og hvilken stemning er der i novellen?
Skriv en kommentar herunder, hvor du svarer på de sidste to spørgsmål. Deadline mandag morgen 24/9 kl. 9.00.Husk at underskrive med dit fornavn.

Jeg ser frem til at læse jeres kommentarer på bloggen her.

onsdag den 5. september 2012

Hvad er temaet i novellen Agner af Pia Juul?

Kære danskhold
Jeg vil gerne have, at I nu efter vores fælles timer om analyse af novellen Agner, vil skrive en lille kommentar om hvad TEMAET i novellen er. Altså: Hvad drejer fortællingen Agner sig egentlig om?
Og hvorfor er TITLEN Agner? Er Agner da hovedpersonen?

I må også gerne kommentere hinandens kommentarer.